Vi tilbyder læreruddannelsen både på net og nær. Tilmed kan du skifte mellem at være nærstuderende og netstuderende, hvis det bare er for en periode. Fleksibiliteten er stor hos os!
Lærer

Du har sikkert allerede et billede af, hvad en lærer er, og hvad en lærer laver – men stemmer det med virkeligheden? Og hvad sker der på uddannelsen?
Hvad får jeg?
Uddannelsen til lærer kan ikke undgå at gå i blodet på dig. Det handler om mennesker, og derfor får du en uddannelse og et job, der involverer dig som person. Men tag ikke fejl: En lærer skal være professionel – en fagperson – og derfor kræver det både viden og evner at blive lærer. Du kommer til at prøve begge dele af undervejs, når du kommer ud i praktik.
Hvad giver jeg?
Du giver din tid, din opmærksomhed og dine kræfter på uddannelsen. I perioder får du rigtigt travlt, og der bliver selvfølgelig stillet krav til dig. Der er eksaminer, der skal bestås, opgaver, der skal skrives, og undervisning, der skal følges. Men det er ikke bare pligter – det er også det, der gør, at du udvikler dig.
Hvad bliver jeg?
Som lærer bliver du en vigtig person i andres liv, og dit arbejde kan være med til at åbne andres øjne for de fag, du selv brænder for.
De fleste lærere får job i folkeskolen, på en privatskole eller på en efterskole, men nogle bliver ansat som konsulenter eller vejledere i det private erhvervsliv.


