I 2014 søger Adam Alhamdou asyl i Danmark.

I 2016 bliver han ansat på AsylSyd.

I 2020 bliver han uddannet til pædagogisk assistent på UC SYD.

Adam Alhamdous historie er anderledes, end den der typisk bliver fortalt i medierne. Og faktisk taler den også imod statistikkerne. 

Kun 19 procent af de 18-29-årige asylansøgere, der får opholdstilladelse, går i gang med en uddannelse. Det viser rapporten "Danske flygtninge i uddannelse".

Helvede

Adam og hustruen Evä er flygtet til Danmark. Begge bådflygtninge fra det krigshærgede Syrien. For Adam betød det en 30 timers bådtur fra Libyen til Italien. En båd, som normalt kan rumme maksimum 100 mennesker, var fyldt op med 350 skræmte syrere.

 -Når først man rejste sig op, kunne man ikke finde en plads igen. Da vi endelig nåede i land, kunne jeg slet ikke bevæge mig, siger Adam, mens han peger på billedet af en yngre udgave af sig selv. 

Adam tager turen fra Syrien til Danmark alene. På dét tidspunkt har han endnu ikke fundet sammen med Evä, og hans forældre er flygtet til Tyrkiet. Men hér kan han ikke finde et job, så han overvejer en flugt til Europa. En risikabel flugt, som kan koste ham livet.

-Da jeg sad der på båden, kunne jeg høre, hvordan alle omkring mig snakkede om deres drømme om et bedre liv. Jeg turde ikke drømme. Jeg ville bare gerne overleve turen, siger Adam.

Heldet vender

Adam når til Danmark. Våd og kold og afkræftet. Her tilbringer han sine første 17 dage på dansk jord i Sandholmlejren, indtil han bliver flyttet til Ebeltoft, derefter videre til Sønderborg, og så ender han i Skagen. Men Adam drages mod Tønder, hvor han har en søster og en svoger.

-Jeg turde ikke håbe på, at jeg kunne blive flyttet, for det er sjældent, kommuner giver lov til det. Så jeg blev meget overrasket, da de sagde ja. Og taknemmelig. Tønder Kommune sagde ikke kun ja, men faktisk hjalp de mig også senere med at finde en praktikplads på asylcenteret AsylSyd.

Fra asylansøger til ansat på asylcenter

Hvad der skulle have været seks måneders praktik, udvikler sig hurtigt til en fastansættelse. Fordi Adam klarer sig godt i sprogskolen og selv har et ønske om at arbejde med flygtninge, vælger Tønder Kommune, som varetager driften af AsylSyd, at fastansætte ham med det samme. 

På asylcentret er Adam ansat som aktivitetsmedarbejder. Han er asylansøgernes bindeled til det danske samfund, hvor han hjælper med alt fra tilmelding til skole til at fylde eftermiddagen op med både nyttige og sjove aktiviteter. Han arrangerer dagsture til byer som Rømø eller Aarhus og holder velkomstsamtaler med nye beboere. Han sørger for, at værelserne er klar til ind- og udflytning. Og hvis nogen står og mangler en kost, skaffer han en.

Asylcenterets altmuligmand. Og i dag den eneste ansatte, som selv er tidligere asylansøger. Det betyder, at Adam forstår de mennesker, som søger opholdstilladelse. Hvad de er gået igennem for at nå til Danmark. Men også, hvad de kommer til at gå igennem for at få lov til at blive. Hvis de får lov. 

-Nogle af familierne har været der i fem år og bare ventet. Det er mennesker, som jeg møder og snakker med hver dag. Helt naturligt kommer jeg tæt på dem. Jeg føler med dem og deres historie. Men jeg kan bare ikke hjælpe mere, end jeg kan. Og det havde jeg det rigtig svært med i starten. Jeg tog det med hjem og var træt i hovedet, forklarer han.

Privat, personligt og professionelt

Nu har Adam lært, hvordan han skal tackle at være tæt på mennesker, som minder ham om sig selv, og hvad han selv har været igennem. På uddannelsen til pædagogisk assistent på UC SYD har han fået værktøjerne til at adskille private Adam fra den professionelle Adam. 

Det er asylcentret, som opfordrer Adam til at tage uddannelsen som pædagogisk assistent, fordi han også arbejder med børn. Børn kræver ekstra værktøjer. Derfor tilbyder Tønder Kommune, som driver asylcentret, ham en uddannelsesaftale. Det betyder, at Adam ikke alene får uddannelsen betalt, men også får voksenelevløn. Et tilbud, som han er begejstret for. Men samtidig bange – for kan han klare en uddannelse?

-Jeg troede, det var umuligt for mig at gennemføre en uddannelse, men jeg er blevet overrasket over, hvor let det er. I forhold til at være udfordret på sproget og at være ny i landet. Og så er det mange år siden, jeg sidst sad på skolebænken. Så skulle jeg pludselig have fag, hvor jeg ikke engang forstod navnet på faget, siger Adam og griner lidt imens.

-Men jeg har hele tiden vidst, at sproget er nøglen til samfundet. Så jeg har kæmpet for at blive god til at snakke og forstå dansk og har taget jobs for at komme i tæt kontakt med danskere. Blandt andet som frivillig ved Dansk Flygtningehjælp, hvor jeg har hjulpet med at matche danske familier med udenlandske familier. Og det viser bare, at når man vil noget nok, så kan man også gøre det, fortsætter han. 

Paradis

I dag sidder Adam og Evä smilende side om side. De kigger på deres seks måneder gamle søn, Ibrahim, som sidder i skødet på en fremmed. Drengens mundvige trækker opad – imens bliver de blå øjne store. En øjenfarve, som er sjælden på de mellemøstlige kanter. Men Ibrahim er heller ikke som de fleste børn.

-Ibrahim lærte tidligt at møde nye mennesker. Evä og jeg elsker at tage på ture, så han har både prøvet at køre i bus, metro og i tog. Ligesom mig liver han op i mødet med andre. Han græder aldrig, når han kommer til fremmede. Han er bare nysgerrig og skal have det hele med, siger Adam.

Adam drømmer om at åbne dørene til hele verden, så Ibrahim kan nå den. Ligesom Tønder Kommune åbnede dem for Adam. Hans søn skal kunne blive pilot, hvis han vil det. Derfor vil Adam og Evä allerede nu begynde at spare op, så Ibrahim kan vælge frit. 

Men Adam har også stadig drømme for sig selv.

Han tænker lidt, inden han siger sine sidste ord:

-Jeg vil sørge for, at mennesker, der har været udsat for krig og katastrofer, får en chance i livet, ligesom jeg selv har fået det.