Gå til hovedindhold

Vil danske og tyske skoleelever få et særligt udbytte af arbejde om dansk-tysk kulturarv i fællesskab?

Erfaringerne fra et grænseoverskridende undervisningsforløb for 4.-10. klasser viser, at hvis eleverne skal lykkes i samarbejdet, skal opgaverne formes med særlige formål.  

Publiceret:

Den 29. april var der afslutningskonference for projekt Kulturakademi under Interreg-projektet KursKultur i regi af Region Sønderjylland-Slesvig på Regionkontoret i Padborg.

Ni partnerskaber, hvert bestående af et dansk og et tysk museum, har udarbejdet et undervisningsforløb indenfor dansk-tysk kulturarv. Danske og tyske skoleelever har sammen afprøvet undervisningsforløbet på begge museer ud fra forestillingen om, at det giver eleverne et særligt udbytte at arbejde med et grænseoverskridende emne i fællesskab.

Didaktiske rammebetingelser og tværkulturelt potentiale

Ph.d.-studerende Katrine Fleckner Gravholt fra UC SYD har fulgt afviklingen af undervisningsforløbene på museerne og har i sin forskning fokus på mødet mellem de danske og tyske elever. Hun har undersøgt, hvordan museerne skaber didaktiske rammebetingelser for et både faglig og socialt udbytterigt møde mellem naboklasserne, og hvilke potentialer der ligger i møderne i et tværkulturelt perspektiv.

- Det er en udfordring for museerne at didaktisere viden og materiale, så danske og tyske elever i fællesskab kan arbejde med det, når den danske og den tyske klasse ikke kender hinanden på forhånd og der samtidig er en sproglig barriere at tage højde for.

Kommunikationen kommer ikke af sig selv

Eleverne oplevede det ofte som grænseoverskridende, og forskningen viser, at kommunikationen mellem de danske og tyske elever ikke kommer af sig selv – ej heller selvom museumsformidlere og lærere opfordrer til det.

- Kommunikationen skal stilladseres grundigt gennem karakteren af opgaverne, der må være bygget op således, at de danske og tyske elever har brug for hinanden for at kunne løse dem, fortæller Katrine Fleckner Gravholt,  - samtidig må opgaverne være forholdsvis konkrete, hvis ikke et komplekst indhold skal spænde ben for, at eleverne har overskud til at prøve sig frem på nabosproget eller på engelsk.

72 skoleklasser fra 4. til 10. klasse har deltaget i ’Kulturakademi’. Forskningsprojektet afsluttes i 2020.

Vil du vide mere?

Katrine Gravholt forsker med sit ph.d.-projekt i mødet mellem danske og tyske skoleklasser i eksterne læringsmiljøer med fokus på potentialerne i elevernes samvær og samarbejde om et fagligt emne. Har du spørgsmål eller brug for mere viden, er du velkomme til at kontakte Katrine på 7266 5282 | kfgr@ucsyd.dk