Publiceret:
Læreruddannelsen har som den eneste uddannelse på UC SYD i Haderslev fået samme antal ansøgninger sidste år. De fem øvrige uddannelser går alle markant tilbage.
Velfærden kommer under alvorligt pres i Syd- og Sønderjylland de kommende år. Det faktum fik ny næring fredag, da fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2 blev nået.
UC SYD i Haderslev udbyder seks uddannelser – de fem må alle notere sig fald i antallet af ansøgere, der har valgt en uddannelse på UC SYD som deres førsteprioritet.
Uddannelsen til administrationsbachelor har modtaget tre førsteprioritetsansøgninger mod fem sidste år, mens uddannelsen i Ernæring og sundhed går tilbage fra 23 til 13 ansøgere.
Størst fald oplever fysioterapeutuddannelsen, som i 2023 modtog 25 førsteprioritetsansøgninger mod kun 12 i år. Også uddannelsen til ergoterapeut oplever mindre tilbagegang, mens uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator går tilbage fra 18 ansøgere sidste år til 10 her i 2024.
Kun læreruddannelsen i Haderslev skiller sig en smule positivt ud ved at holde niveau. Her har 95 ansøgere lagt billet ind på en studieplads, hvilket er præcis samme antal som sidste år.
- Det er positivt, at vores læreruddannelse i Haderslev fortsat kan trække så mange ansøgere til, men den generelle tilbagegang, også i Haderslev, er stærkt bekymrende, for manglen på fagprofessionelle er en kæmpe trussel mod velfærden i vores landsdel, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen, der ikke længere tror på, at den politiske reform af professionsuddannelserne som er varslet senere på foråret, er tilstrækkelig.
- Reformer er ikke nok. Vi har brug for økonomiske tiltag, der holder hånden under uddannelserne i yderområderne nu, fastslår Alexander von Oettingen.
Samlet set har 904 ansøgere haft en uddannelse på UC SYD som deres førsteprioritet mod 1041 sidste år. Det svarer til et fald på 13 procent.