Gå til hovedindhold

Nu kan du søge ind på læreruddannelsen med løn

Hvis du har mod på lærerfaget, men ikke kan overskue SU i årevis, har du nu mulighed for at søge ind på læreruddannelsen med både fast arbejde og løn.

Publiceret:

Fra januar 2021 kan 20 studerende tage en læreruddannelse samtidig med, at de bliver tilbudt fast arbejde på en skole. Læreruddannelsen på UC SYD udbyder nemlig en ny trainee-læreruddannelse.

UC SYD har i samarbejde med Esbjerg Kommune og Esbjerg Lærerforening oprettet den nye læreruddannelse, hvor de studerende uddanner sig til folkeskolelærer, mens de samtidig underviser på en folkeskole med en 25 pct. ansættelse af en fuldtidsstilling og får løn for de timer, de underviser. Det er Esbjerg Kommune, der står for opslag, udvælgelse og ansættelse af trainee-lærerne.

Praksisnær uddannelse
– Vi ser det som en fantastisk mulighed. Både for de studerende, for folkeskolen og for os. De studerende er sikret en fastansættelse i tre et halvt af de fire år, hvor de går på uddannelsen. Skolen får dygtige medarbejdere, der lærer skolens kultur at kende. Og vi får studerende, der hele tiden prøver det teoretiske stof i praksis. Det er godt for alle parter, og vi håber at tiltrække en bred gruppe af ansøgere, siger institutchef Dorthe Kingo Thruelsen, Institut for læreruddannelse på UC SYD.

Samme uddannelse, nye kompetencer
Trainee-læreruddannelsen er den samme uddannelse, som den ordinære læreruddannelse. De studerende skal opfylde de samme krav, de skal følge den samme undervisning, og de færdiguddannede lærere får de samme undervisningskompetencer. Forskellen er dagligdagen, hvor de studerende har en særlig kombination af praktisk erfaring og uddannelse og hele tiden kan afprøve deres tillærte viden i praksis på den skole, hvor de bliver ansat.

UC SYD vil gennemføre et følgestudie af uddannelsen over de første fire år for at sammenligne læringsudbyttet for traineestuderende med udbyttet for studerende på den ordinære læreruddannelse.

Oplagt for lidt ældre
Der er flere elementer i trainee-læreruddannelsen, som kan være oplagt for de lidt ældre, som måske har forpligtet sig til et liv, hvor de ikke kan klare sig for en SU, og som ønsker at skifte spor. Uddannelsen giver en større økonomisk indkomst med både løn og SU (hvis den studerende er berettiget til det), en tidlig erfaring med lærerjobbet og en fast mentor på både skolen og uddannelsen, der guider den studerende i alle dele af lærerfaget. 

Tidligt bånd mellem lærerstuderende og skoler
– I Esbjerg Kommune har vi store ambitioner om at sikre et attraktivt lokalt uddannelsesmiljø, og den indsats begynder i folkeskolen, hvor vi har brug for dygtige og engagerede lærere, der kan tage del i udviklingen af skolelivet med læring og trivsel i centrum. Derfor glæder vi os over den nye mulighed for tidligt at knytte tætte bånd mellem de lærerstuderende og skolerne, der er klar til at bidrage med alsidig faglighed og praktisk forståelse for folkeskolen, siger Jørn Henriksen, direktør for Børn & Kultur i Esbjerg Kommune.

Prøve kræfter med praksis
Også Esbjerg Lærerforening er meget tilfreds med den nye uddannelse:

– Vi ser frem til samarbejdet om trainee-læreruddannelsen. Vi ser det som en styrkelse af læreruddannelsen, at de studerende her får mulighed for at prøve kræfter med praksis, samtidig med, de er på uddannelsen. På den måde bliver de studerende forhåbentligt bedre rustet til arbejdslivet som lærer. Vi håber og tror også på, at det vil få flere af de nyuddannede til at blive i lærerjobbet efter endt uddannelse, understreger Maja Gundermann Østergaard, formand, Esbjerg Lærerforening.

For mere information, kontakt:
Dorthe Kingo Thruelsen, institutchef, Institut for læreruddannelse, UC SYD, 30 91 47 53, dkth@ucsyd
Jørn Henriksen, direktør for Børn & Kultur, Esbjerg Kommune, 76 16 18 00, johe@esbjergkommune.dk
Maja Gundermann Østergaard, formand, Esbjerg Lærerforening, 26 25 85 10, magu@dlf.org

Læs mere om uddannelsen her.

Foto: Torben Meyer, Esbjerg Kommune