Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Rektor: Reformer er ikke nok, vi har brug for hjælp nu 

Færre og færre unge i Syd- og Sønderjylland søger ind på landsdelens største uddannelsesinstitution, UC SYD, og det truer velfærden i hele landsdelen. Rektor efterlyser akut handling og ser frem til grundlæggende reformer på området.

Publiceret:

Ved deadline på kvote 2-ansøgningsfristen i dag står det klart, at det forventede fald i antal ansøgninger til lærer, pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver og andre velfærdsuddannelser for alvor har bidt sig fast. Således har 904 personer i år haft UC SYD som 1. prioritet på deres kvote 2-ansøgning mod 1041 sidste år. Det svarer til et fald på 13 procent. 

- Det er en meget kritisk og alvorlig situation for hele Syd- og Sønderjylland, for vi kommer i den grad til at mangle disse fagprofessionelle i årene forude, siger Alexander von Oettingen, der er rektor på UC SYD, og fortsætter.

- Nu er det tredje år træk, pilen peger nedad, og hvis ikke der bliver gjort noget fra politisk hold nu, kommer vi helt sikkert til at lukke flere uddannelser og måske endda campusser her i vores område, vurderer rektoren.

Derfor er der også glæde over, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund så sent som fredag morgen varslede grundlæggende reformer på professionshøjskoleområdet.

- Reformen er tiltrængt, men der går nogle år, inden vi ser effekten af reformen, derfor har vi allerede nu brug for økonomiske tiltag, der holder hånden under uddannelserne i yderområderne. Ellers er uddannelserne der ikke mere, når reformen er implementeret, vurderer Alexander von Oettingen og fortsætter.

- Reformen kommer ikke et øjeblik for tidligt, og jeg håber i den grad, at man tænker hele landet og i særdeleshed yderområderne med i reformarbejdet, for den nuværende situation holder ikke, slår Alexander von Oettingen fast.

Fordeling af ansøgninger til UC SYD
Helt overordnet set er der en tilbagegang på alle fire UC SYD-campusser. Til gengæld er der en fremgang i uddannelsesfilialen i Tønder, hvor UC SYD nu for anden gang kommer til at uddanne pædagoger efter sommerferien.

- Vi var i tvivl om, hvor mange ansøgere Tønder ville få her andet år, men der er en fremgang fra 16 til 19 ansøgere svarende til 19 procent med Tønder som 1. prioritet, så det er positivt, forklarer Alexander von Oettingen.

Læreruddannelsen klarer sig også nogenlunde med en stagnering, hvor en enkelt mere har lagt en ansøgning i puljen i forhold til sidste år. Således ønsker 171 personer at læse til lærer i enten Haderslev eller Esbjerg efter sommerferien.

Værre ser det ud for socialrådgiveruddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen, der henholdsvis har et samlet fald på fem og ni ansøgere i forhold til sidste år, hvilket omregnet er fald på syv og ni procent.

Hos pædagogerne ser det også skidt ud. Her er et fald fra 246 til 209 ansøgere, hvilket totalt set er et fald på 15 procent. Særligt Esbjerg er hårdt ramt, da der er et fald på hele 40 procent på pædagoguddannelsen.

- Vi er glade for alle de ansøgninger, vi har fået, og vi glæder os til at de nye studerende begynder hos os. Men det er bekymrende, at tendensen er nedadgående, når det kommer til ansøgninger til vores mange velfærdsuddannelser, siger Alexander von Oettingen.

FAKTA: Derfor fokuserer vi primært på 1. prioritetsansøgningerne
Når man søger ind via optagelse.dk, kan man søge mere end en uddannelse og vælge flere forskellige studiesteder. I den forbindelse skal man prioritere sine ansøgninger.

Tidligere optog UC SYD en del studerende på en lavere prioritet end 1.prioriteterne, men da mange af de andre professionshøjskoler ikke kan fylde deres hold, er der ikke ledige studerende med lavere prioriteringer. Derfor fokuserer UC SYD primært på 1. prioritetsansøgerne, fordi UC SYD er relativt sikre på, at netop disse ansøgninger bliver konverteret til studerende til sommerens optag.

Se hele dataarket med kvote 2-tallene fra UC SYD her.