Hvad er forskellen på at læse en professionsbacheloruddannelse og en akademi- eller diplomuddannelse?
Når du læser en akademi- eller diplomuddannelse, har du som minimum to års relevant erhvervserfaring. Her ligger en stor forskel fra at læse en professionsbacheloruddannelse. For netop din erhvervserfaring har stor betydning i uddannelsen, fordi du i undervisningen hele tiden arbejder med at koble teori med praksis.
Din praksis og dine erfaringer indgår derfor som en aktiv del af undervisningen, og når du skriver opgaver. Her tager du nemlig udgangspunkt i en relevant og aktuel problemstilling, som udfordrer dig i din arbejdsdag, og analysere den ud fra teori.
Hvordan foregår undervisningen?
Vælg mellem deltid, fuld tid og flere forskellige undervisningsformer.
Du bruger din erfaring i undervisningen
Langt de fleste studerende på akademi- og diplomuddannelserne arbejder samtidig med, at de studerer. Under din professionsbacheloruddannelse var du formentligt studerende på fuld tid.
Det giver god mening at kombinere akademi- eller diplomuddannelsen med dit arbejde, netop fordi du under uddannelsen eksperimenterer med og inddrager din arbejdsplads - og måske samler empiri fra din arbejdsplads - til dine opgaver.
Enkelte studerende tager moduler eller hele uddannelser på fuld tid. Her kan du blive en smule udfordret i forhold til at arbejde med teori og metoder i praksis. Løsningen vil være, at du enten trækker på tidligere erfaringer eller laver aftaler med din arbejdsplads eller en tidligere kollega i forhold til afprøvninger i praksis.
Læsetid derhjemme og afprøvning af praksis
Undervisningen og eksamen udgør kun en mindre del af studietiden. Resten af tiden bruger du på at læse teoribøger, arbejde i studiegrupper, afprøve metoder og teorier i praksis, indsamle data, finde supplerende litteratur og skrive opgave.
Et godt råd er, at du bestiller bøgerne og går i gang med at læse, når du har modtaget litteraturlisten.
Sådan finder du tiden til at læse
Hvor meget tid skal du sætte af til at videreuddanne dig? Det spørgsmål er der mange svar på. Den bedste måde at finde dit svar på er at forventningsafstemme med dig selv, din familie og din leder.
Er det længe siden, du har læst eller taget din professionsbacheloruddannelse?
Hvis det er længe siden, du har taget din grunduddannelse og læst faglitteratur, så er du ikke den eneste. De første moduler kan derfor kræve mere af dig, indtil du kommer ind i rytmen igen eller får en rytme.
Føler du dig lidt rusten, eller at det er nyt for dig at være studerende på en akademi- eller diplomuddannelse, har vi kurser i akademisk skrivning og studieteknik, som kan hjælpe dig. Spørg din underviser eller studievejleder om mere information.
Nyt modul = nyt hold
På en professionsbacheloruddannelse går du på det samme hold under hele din uddannelse. På akademi- og diplomuddannelser tilmelder du dig et modul ad gangen i den rækkefølge, modulerne udbydes, og som det passer dig.
Det kan betyde, at på det modul, du starter på, kan der være andre studerende, som er ved at afslutte deres uddannelse. De studerende vil være et andet sted studiemæssigt, end du vil være i starten af din uddannelse. Den struktur giver stor grad af fleksibilitet, men det betyder også, at du møder nye medstuderende på hvert modul med forskellig uddannelse og erhvervserfaring – og måske møder du også nogle gengangere.
Du bliver en del af en studiegruppe
På langt de fleste moduler bliver du en del af en studiegruppe. Studiegruppen er en rigtig god støtte i forhold til f.eks. at drøfte teori, udveksle erfaringer, frustrationer, fremlægge problemstillinger og skrive opgaver.
Studiegruppearbejde kræver, at du som studerende prioriterer arbejdet i gruppen, og at du sammen med dine medstuderende holder hinanden fast på, at det er vigtigt.
Du får også en vejleder
Udover at være en del af en studiegruppe får du også en vejleder på hvert modul, som kan hjælpe dig med dit studie og især din opgave.
Du kan løbende sende din opgave til din vejleder og bede om feedback. På den måde får du hjælp til at udvikle dine akademiske kompetencer. Hvis du har brug for støtte til dit studie, kan du også kontakte din vejleder eller studievejleder.
Se vores udbud af efter- og videreuddannelser
Find din næste uddannelse, modul, kursus eller konference og tilmeld dig nu.