Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Talblindhed, matematikvanskeligheder og tidlig indsats

Talblindhed

Talblindhed er en meget svær størrelse, og der er hverken enighed om definitionen eller identifikationen af talblindhed blandt forskere.

Talblindhedsprojektet

Ikke desto mindre er begrebet blevet hvermandseje i de seneste år, og det har fyldt/fylder noget i matematiklærernes bevidsthed.

Især efter børne- og undervisningsministeriets forsøg på at udvikle en talblindhedstest for at kunne kortlægge omfanget af problemet i grundskolen og ”fange” de ramte elever i tide.

Det har i imidlertid vist sig at være en meget tidskonsumerende opgave, og lige nu kan man måske begynde at ane lyset efter mange års arbejde, ti for at være præcis. Optimismen skyldes, at rapporten efter den sidste afprøvning af talblindhedstest er blevet offentliggjort og at den viser lovende resultater. 

Afprøvning af talblindhedstesten blev gennemført på en masse skoler af Epinion og Aarhus Universitet (DPU) på vegne af Børne- og undervisningsministeriet. Dette skulle sikre at test- og vejledningsmaterialet afprøves yderligere i praksis.

Baseret på den største forskningsmæssig baggrund, efter testudviklernes vurdering, tager den danske talblindhedstest udgangspunkt i en smal definition af talblindhed, som en specifik neurologisk udviklingsforstyrrelse.

Definitionen betyder, at andelen af alle elever, som identificeres som talblinde af den udviklede test, er 1–2% og har den følgende ordlyd:

Talblindhed/dyskalkuli er en læringsudfordring, der er påvirket af en specifik neurologisk udviklingsforstyrrelse, som kan have forskellige udtryk, men som ikke primært kan forklares på baggrund af generelle indlæringsvanskeligheder, mangelfuld undervisning, psykologiske eller sociologiske årsager. Talblindhed/dyskalkuli omfatter vanskeligheder ved at automatisere tal, antal og størrelser samt fastholde og anvende aritmetiske færdigheder.

Talblindhedsprojektet. Rapport om udvikling af talblindhedstest og vejledningsmateriale (2019)

Mens vi tålmodigt venter på rapporten fra Epinion og måske forhåbentligt også en værktøjskasse, som giver lærerne anvisninger til, hvordan man kan teste og efterfølgende hjælpe de 1-2% talblinde elever i grundskolen, er der et andet begreb, som fortjener at komme lidt i forgrunden, når vi lægger talblindhed til side for en stund. Det er selvfølgelig matematikvanskeligheder, som gerne skal komme i fokus!

Matematikvanskeligheder

Matematikvanskeligheder kræver jo ikke en statsautoriseret test for at kortlægge, og vi kan starte med at arbejde med elever i matematikvaskeligheder nu. Faktisk jo tidligere jo bedre.

Forskning viser nemlig, at læringsvanskeligheder – også i forbindelse med matematik - kan reduceres med op til 70% gennem tidlig og forbyggende indsats.

Mange af de elever, som er i matematikvanskeligheder, ser ud til at have en svag talforståelse. Dvs. de har svært ved at lære at tælle, de har svært ved at kunne navngive tallene, de har svært ved huske tal, og de har svært ved at bruge tal i hverdagssituationer. Alle disse er funktioner, som forskningen beskriver som grundlæggende matematiske funktioner. Disse færdigheder ser ud til at være stærkt påvirket af omgivelserne og udvikler sig hermed i samspil med disse.
Kilde: Kan vi forebygge matematikkvansker? Ja, det kan vi! • Olav Lunde i Nämnaren nr1 • 2008

Tidlig indsats

Det betyder, at hvis man allerede i børnehaven og de tidlige skoleår sætter ind med tiltag, som er rettet mod disse grundlæggende færdigheder, og som tilgodeser, ikke mindst, elever i matematikvanskeligheder, kan man forebygge disse. De tidlige indsatser er med til at lægge et fundament for den matematiske forståelse gennem hele skolen og forbedre elevernes matematiske præstation i den positive retning.

Alle er med

Alle er med - Matematikaktiviteter i børnehaveklassen

Vi har på CFU, UC SYD sammensat et materiale som sætter fokus på tidlig indsats og har fokus på tal, antal, former og sprog.

Materialet rummer mange konkrete aktiviteter med fokus på ovennævnte og kan med fordel bruges sammen med de ældste børnehavebørn, børnehaveklasseelever og de første år i indskoling.

Materialet tager udgangspunkt i Margit Holms bog ”Alle er med” og kan bookes på mitCFU gennem dette link

Tidlig indsats i matematik

For at understøtte matematiklærerens arbejde yderligere kan CFU tilbyde kurset ”Tidlig indsats i matematik”.  Vil du vide mere, må du meget gerne kontakte mig.