Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD opnår samme ansøgertal som sidste år 

Efter årets kvote 1-ansøgningsfrist kan UC SYD konkludere, at lige så mange ønsker at læse i det syd- og sønderjyske som sidste år.

Publiceret:

Klokken 12 søndag den 5. juli smækkede ansøgningsboksen i, og UC SYD kan nu endelig gøre status på ansøgertallet for foråret 2026.

Tallet viser, at 1424 personer har sendt en førsteprioritetsansøgning til grunduddannelserne, mens 64 har søgt om optagelse på den nye kandidatuddannelse, professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning. Dermed er det samlede ansøgertal 1488, hvilket er fem flere end i 2025.

- Jeg er rigtig glad for, at så mange vælger at søge ind hos UC SYD, og at vi kan holde et ansøgertal på højde med sidste år, er en god nyhed, når vi tænker på, at det er små årgange, vi optager fra, og at vi oplever en accelereret fraflytning fra vores landsdel i disse år, siger rektor for UC SYD, Alexander von Oettingen.

Overordnet gode tendenser på de store uddannelser 
Kigger man ind i tallene er der flere tendenser. Således er den største positive nyhed, at hele 64 personer vælger at søge ind på professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning.

- Mange professionsuddannede vil gerne specialisere sig med en kandidatuddannelse helt lokalt, og derfor kan man sige, at vi med denne kandidatuddannelse rammer noget, der kan være med til at holde på veluddannede her i vores område, vurderer forklarer Alexander von Oettingen.

En anden rigtig god tendens er, at sygeplejerskeuddannelsen går fra 151 ansøgninger i 2025 til 192 ansøgninger i 2026. En stigning på hele 27 procent.

- Der er mangel på sygeplejersker, og derfor er det en glædelig tendens, at flere nu vælger den uddannelse, men det har også krævet et intensivt arbejde mellem UC SYD og hele aftagerfeltet at nå dertil, siger Alexander von Oettingen.

Uddannelserne til lærer og socialrådgiver står også til små fremgange på henholdsvis seks og en procent, mens der er tilbagegang på pædagoguddannelsen på 11 procent.

- Faldet hos pædagogerne er naturligvis ærgerligt, men det kommer efter et helt utroligt godt ansøgertal sidste år. Sammenligner vi i år med forrige år, har vi faktisk en fremgang, uddyber Alexander von Oettingen.

En anden positiv nyhed hos pædagogerne er, at der er taget rigtig godt imod den nye internationale pædagoguddannelse i Aabenraa, hvor hele 23 studerende ønsker at begynde efter sommerferien.

Digitale formater 
Endeligt er der også helt generelt en flot fremgang på de digitale formater hos læreruddannelsen, sygeplejerskeuddannelsen og socialrådgiveruddannelsen. Her er der samlet set 32 flere ansøgere end sidste år.  

- De digitale uddannelser har det godt, og selv om man kan sidde på den anden side af jorden og læse hos os, kan vi faktisk se, at mange af vores studerende er lokale, der blot vælger en digital løsning for at få familielivet til at hænge sammen, siger Alexander von Oettingen.

Svar til alle den 28. juli 
Nu hvor alle ansøgningerne er i hus, er der ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og se frem mod den 28. juli, hvor ansøgerne får svar på deres ansøgninger.  

Det er også den 28. juli, UC SYD åbner for det såkaldte efteroptag, hvor man kan nå at søge om optagelse allerede til september.

- Mange trækker beslutningen om studievalg til sidste øjeblik, og hos UC SYD sætter vi en stor ære i at imødekomme dette, hvorfor vi efter den 28. juli igen åbner for ansøgninger, så man muligvis allerede fra efteråret kan begynde på et studie i Syd- og Sønderjylland, siger Alexander von Oettingen.

FAKTA: Derfor fokuserer vi primært på førsteprioritetsansøgningerne 
Når man søger ind via optagelse.dk, kan man søge mere end en uddannelse og vælge flere forskellige studiesteder. I den forbindelse skal man prioritere sine ansøgninger.

Tidligere optog UC SYD en del studerende på en lavere prioritet end førsteprioriteterne, men da mange af de andre professionshøjskoler heller ikke kan fylde deres hold, er der ikke ledige studerende med lavere prioriteringer.  

Derfor fokuserer UC SYD primært på førsteprioritetsansøgerne, fordi UC SYD er relativt sikre på, at netop disse ansøgninger bliver konverteret til studerende til sommerens optag.  

Bemærk, at kandidatuddannelsen professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning ikke fremgår af de medsendte statistikark, da optagesystemet for denne uddannelse er en smule anderledes end for de resterende uddannelser.

Læs hele statistikarket her. 

Herunder kan du læse de lokale pressemeddelelser.