Publiceret:
Anders Breinholt stikker mikrofon og et cuecard ind i hovedet på to unge lyshårede kvinder.
-Kan I læse, hvad der står herpå?
Med lethed og grin i stemmen bliver teksten læst op. De to unge kvinder rammer ordene samtidig. Til Breinholts morskab.
-Vi siger tak til The Grady Twins, griner han – og slipper en reference til filmkunstens vel nok mest uhyggelige tvillinger. De to små dukkebørn med identiske kjoler fra ikonfilmen The Shining.
Man kan ikke rigtigt bebrejde ham. For ikke nok med at de to kvinder sidder skulder ved skulder og snakker synkront, så er de også klædt i samme grønne farve.
De griner af Breinholts joke, men insisterer på tilfældigheden i det:
-Vi har altså ikke farvekoordineret, siger den ene og fortsætter:
-Men vi burde måske have ringet til hinanden og tjekket op på outfittet.
Blandt Danmarks kreative talenter
Anders Breinholt aner ikke, hvem de er. Men det kommer de kreative brancher i Danmark til. De kommer til at vide, hvem Line Sindberg og Kat Giphardt er. Udover at være studerende på grafisk kommunikation (Skolen for Visuel Kommunikation) ved UC SYD er de nemlig også den næste generation af de dygtigste kreative.
Dét har de bevist ved at være nomineret til en Young Creative Circle Award, der netop uddeler priser til de bedste unge kreative talenter i Danmark. En prisuddeling, som er en del af aftenens Creative Circle Award, hvor Anders Breinholt er vært – og som er Skandinaviens største kreative pris, der hylder Creative Excellence på tværs af de kreative brancher inden for blandt andet design og digital design, advertising og film.
Tidligere på året har Line og Kat skullet forsøge at finde en løsning på Københavns udfordringer med overturisme. De har haft beskedne 36 timer til at udtænke og udforme kreative løsninger. Og én af dem er en film, som nu er nomineret til en award.
-Ja, det kan vel bedst sammenlignes med at have kæmpe tømmermænd uden overhovedet at have drukket, tilføjer Line og griner.
Men for Line og Kat ville det være sværere at vælge konkurrencen fra end at vælge den til. Også uanset om Anders Breinholt ender med at råbe deres navne højt.
-Det er så sjovt at deltage, fordi man samtidig udvikler sig, siger Kat, og Line supplerer:
-Ja, og uanset hvad får vi noget fedt materiale til vores portfolio. For det er jo en anderledes opgave, end vi normalt får stillet på uddannelsen.
Den dynamiske duo
De to kvinder klædt i matchende grønt ligner en dynamisk duo – og har faktisk også været det gennem meget af studietiden på grafisk kommunikation. Men der gik noget tid, inden de fik øjnene op for hinanden. For hvor Kat var fast besluttet på at ville prøve kræfter med reklamebranchen tidligt på studiet, havde Line ikke skænket den mange tanker. Noget, hun har haft til fælles med mange af de andre på studiet, som i stedet ønsker at gå andre veje - for eksempel web/digital, motion graphics, grafisk design osv.
På &Co bliver de opmærksomme på, at de fleste kreative i reklamebranchen arbejder i teams af to. Og fordi Line og Kat har lavet en opgave sammen på studiet med rigtig god feedback, tager de sammen en drastisk beslutning. De beslutter sig for at teame op - kun én måned før, de skal søge praktik. Det betyder, at de i stedet for at have to portfolier skal have én fælles.
-Det var et stort sats at indgå i et team. At turde at have én fælles portfolio. For når vi gjorde det her, betød det også, at vi ikke kunne gøre noget andet. Det var meget grænseoverskridende, forklarer Kat.
-Vi fik travlt med at kigge på alt det, vi havde lavet hver for sig, og så justerede vi dem sammen, så, vi syntes, de blev stærkere, siger Line og fortsætter:
-Man er nærmest gift, når man er i et team sammen. Jeg brugte langt mere tid med Kat, end jeg gjorde med min kæreste og familie. Kat havde også synkroniseret sin kalender med min, griner hun.

Praktik ved anerkendte bureauer
Der er heldigvis tale om en succesrig satsning. For Line og Kat scorer to praktikforløb ved henholdsvis NORD DBB og Robert/Boisen & Like-minded. To bureauer, som er blandt de helt store spillere i den danske reklamebranche.
-Vi fik at vide, at vi som team supplerede hinanden virkelig godt. Både af underviserne og af praktikstederne. Vi har meget de samme kompetencer, men også hver vores styrker, der komplimenterer hinanden, siger Line, inden Kat tager over:
-Ja, jeg har været lidt mere kommunikation, og Line har været lidt mere design.
Deres første praktik er ved NORD DBB. Her får Line og Kat tilknyttet en mentor, som de kan spørge til råds, og som giver feedback på de opgaver, de løser. Og så bliver sikkerhedsnettet ellers fjernet, da de når til deres andet praktiksted. Ved Robert/Boisen & Like-minded skal de klare sig på egen hånd.
-NORD DBB var rigtig gode til at skabe tryghed, og det var rart, fordi det var vores første praktiksted. På Robert/Boisen & Like-minded, fik vi lov til at være mere selvkørende, og det var også helt vildt fedt at prøve at have det ansvar, siger Kat.
-Ja, vi var heldigvis vant til at arbejde meget selvstændigt på uddannelsen, så det var super fedt at få et stort ansvar på et praktiksted, forklarer Line.
I 2017 er der sket ændringer på uddannelsen. Der er blevet rykket på både undervisningen og rammerne for projekter og prøver. Ændringerne har gjort det muligt for Line og Kat at dygtiggøre sig bredere - og på samme tid finde deres styrker inden for reklamer.
Awardshow skaber awareness
Young Creative Circle Award er en konkurrence, som hylder den næste generation af de dygtigste kreative inden for digital, design, reklame og film. Derfor har den mange deltagere fra uddannelser inden for reklame, design og kommunikation. Og for tredje år i streg er det lykkedes studerende fra grafisk kommunikation at blive nomineret. Sidste år erobrede de endda en award – med Line som den ene del af vinderholdet.

Men to sejre i streg er ikke nemt. I år er det ikke Lines og Kats navn, som Breinholt råber højt. Alligevel klapper de ivrigt hænderne mod hinanden, da to andre vindernavne lyder i højtalerne.
Og et job skal der til. Line og Kat har netop lagt sidste hånd på uddannelsen. Nu skal de ud og erobre verden, selvom corona har gjort det noget sværere for dem. For der er ikke mange stillinger at søge.
-Underviserne på uddannelsen har udtrykt deres ærgrelse over, at vi skal ud at søge job i disse coronatider. De synes, vi har været en dygtig årgang. Men vi er netop dygtige, så det skal nok give mening på et tidspunkt. Vi skal sgu nok klare os, slutter Line.
Grafisk kommunikation
Vil du være en skarp visuel kommunikatør? Og arbejde med grafisk formgivning, kreativ konceptudvikling, digital design og meget mere? Så er uddannelsen i grafisk kommunikation lige noget for dig.