Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD skal uddanne fremtidens paramedicinere

Publiceret:

UC SYD rykker ud med blå blink. Fremtidens paramedicinere i de syd- og sønderjyske ambulancer vil i hvert fald med stor sandsynlighed være uddannet ved UC SYD. Landsdelens største uddannelsesinstitution har netop fået Uddannelses- og forskningsministeriets ja til at gå videre med udviklingen af en helt ny professionsbacheloruddannelse i paramedicin og præhospitalt arbejde.

- Uddannelsen af professionsbachelorer i paramedicin her på UC SYD vil styrke sundhedsvæsenet i hele vores landsdel og bidrage til, at vi også i fremtiden har højtkvalificeret arbejdskraft på det vigtige præhospitale område, hvor der skal handles hurtigt i akutte og komplekse situationer. Derfor er vi rigtig glade for at kunne udbyde den nye professionsbachelor i paramedicin, siger Anette Nicolaisen, direktør for samfund, sundhed og eftervidereuddannelse på UC SYD.

Uddannelsen i paramedicin vil blive udbudt på UC SYDs campus i Esbjerg, hvor der er et godt samarbejde med Rybners' udbud af ambulancebehandleruddannelsen og hvor UC SYDs ene udbud af sygeplejerskeuddannelsen har hjemme.  

- Der arbejdes fortsat på bekendtgørelse og rammer for den nye professionsuddannelse, men ligesom på sygeplejeuddannelsen forventes der en stor del praktik og meget simulationstræning. Derfor ser jeg også for mig, at der kan blive et givtigt samarbejde på tværs af de to uddannelser, hvor de studerende sammen kan træne deres færdigheder. Akutområdet er jo også en vigtig del af uddannelsen til sygeplejerske, siger institutchef for sundhedsuddannelserne på UC SYD, Christina Lodberg, der også kan fortælle, at der allerede er taget hul på samarbejdet om den nye uddannelse med regionerne, som skal dække vores optageområde om sikring af blandt andet et tilstrækkeligt antal praktikpladser.    

Netop den nye professionsbacheloruddannelses tætte kobling til praksis har høj prioritering, da paramedicinere med stor sandsynlighed kommer til at spille en endnu større rolle i fremtidens sundhedsvæsen, hvor nye strukturer løbende udvikles, så et større antal opgaver skal løbes præhospitalt for eksempel hos ældre i eget hjem.   

UC SYD håber at kunne optage de første studerende på uddannelsen i paramedicin og præhospitalt arbejde i sommeren 2027. Indtil da kræver uddannelsen til paramediciner fortsat mindst tre års erfaring som ambulanceredder fulgt af 20 ugers videreuddannelse.