Gå til hovedindhold

Flere vil være pædagog i Kolding

Publiceret:

Pædagoguddannelsen på UC SYD Kolding fik 11 procent flere ansøgere via kvote 2. I alt har 72 kommende pædagoger søgt ind på uddannelsen. I 2023 var tallet 65.

Fredag middag udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse via kvote 2, hvor ansøgerne bliver vurderet på andre faglige kriterier end den adgangsgivende, gymnasiale eksamen.

- I Kolding inviterer pædagoguddannelsen lokale unge til undervisning og brobygning, og ved Åbent Hus og Professionsfestival arbejdes der hårdt for, at endnu flere får øjnene op for, hvorfor det er både sjovt, meningsfyldt og måske også hårdt at være pædagog. Det betyder helt sikkert meget for interessen for at uddanne sig til pædagog, forklarer Alexander von Oettingen, rektor ved UC SYD.

Samtidig skaber samarbejdet mellem UC SYD, de øvrige uddannelsesinstitutioner og Kolding Kommunes samlede indsats målrettet studielivet, Campus Kolding, synlighed og et aktivt studieliv, som gør, at byen er mere attraktiv for nye, nuværende og kommende studerende.

Stigningen i ansøgninger til pædagoguddannelsen i Kolding er et stærkt lyspunkt i et faldende ansøgerfelt til professionsuddannelserne i Syd- og Sønderjylland. UC SYD har ved kvote 2-fristens udløb et fald i det samlede antal ansøgere på 13 procent.

Netop derfor er stigningen i antallet af ansøgere til pædagoguddannelsen i Kolding et skulderklap til studerende og undervisere på uddannelsen i Kolding.

I de kommende år bliver der brug for tusindvis af ekstra pædagoghænder til blandt andre daginstitutionerne, opholds- og bosteder, skoler og øvrige institutioner.

UC SYD Kolding byder desuden på uddannelserne Grafisk kommunikation og Lyddesign. Begge uddannelser optager nye studerende via optagelsesprøver.  Grafisk kommunikation fik ved kvote 2 en beskeden stigning i antallet af ansøgere på tre procent, mens Lyddesign gik tilbage med 24 procent.

Næste frist for at søge ind på en af UC SYDs 15 uddannelser fordelt på fem campusser i Esbjerg, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Tønder er fredag d. 5. juli, hvor ansøgningsfristen til kvote 1 udløber.

Se hele dataarket med kvote 2-tallene fra UC SYD her.