Publiceret:
Endnu engang formår UC SYDs campus Esbjerg at tiltrække mange ansøgere via kvote to, hvor der frem til ansøgningsfristen søndag klokken 12 er indløbet 415 ansøgninger mod sidste års 428, hvilket er et lille fald på tre procent.
Det glæder UC SYDs rektor, at professionsuddannelserne stadig er populære på vestkysten.
– Det er meget positivt at se, at vi stort set kan holde antallet af ansøgere sammenlignet med sidste år. Det viser, at mange fortsat har lyst til at uddanne sig til de velfærdsprofessioner, hvor der er stor efterspørgsel på arbejdskraft, siger Alexander von Oettingen.
Særligt sygeplejerske og socialrådgiver går frem
Dykker man lidt ned i tallene er der flere ting, der springer i øjnene. Således går sygeplejerskeuddannelsen frem med hele 18 førsteprioritetsansøgninger fra 50 til 68, svarende til en stigning på 36 procent.
- Vi ved, at der er mangel på sygeplejersker, og derfor er jeg særligt glad for, at mange i år har valgt at søge ind her, siger Alexander von Oettingen, der også kigger efter socialrådgiveruddannelsen, der oplevet en stigning på 19 procent.
- Vi har over fem år oplevet et kraftigt fald i antallet af ansøgere til socialrådgiveruddannelsen, og derfor er det positivt, at vi har knækket denne kurve, forklarer rektoren.
Uddannelserne til både ergoterapeut og fysioterapeut klarer det også flot med hver en fremgang på 33 procent.
Nogle uddannelser har det mere svært. Således er læreruddannelsen faldet fra 49 til 38 førsteprioritetsansøgninger svarende til 22 procent, mens pædagog er faldet fra 79 til 61, hvilket er 23 procent.
- Det er ærgerligt, at ikke alle uddannelser kan have stigninger i antallet af ansøgninger, men vi må også erkende, at der kun er et bestemt antal potentielle studerende i vores område, og at fremgang nogle steder vil betyde tilbagegang andre steder, da både studier og uddannelsesinstitutioner konkurrerer om de samme unge, siger Alexander von Oettingen.
Kvote 2 giver flere veje ind på uddannelserne
Ansøgere via kvote 2 bliver vurderet på mere end karakterer fra gymnasiet. Her kan blandt andet erfaring, motiveret ansøgning og relevante aktiviteter spille en rolle i optagelsen.
– Kvote 2 er vigtig for vores uddannelsessystem, da det giver mulighed for dem, der har andre erfaringer end lige et karaktergennemsnit en mulighed for at søge ind og blive dygtige studerende hos os, forklarer Alexander von Oettingen, som uddyber.
- Og fordi vi på UC SYD tager udgangspunkt i studerende og ikke bare tal, er netop ansøgerne, der bliver optaget på baggrund af kvote 2 meget vigtige for os.
UC SYD vil over de næste uger og måneder læse de mange indkomne ansøgninger og vurdere, hvem der skal optages eller ej.
Næste ansøgningsrunde er kvote 1, som afsluttes den 5. juli, og her er det udelukkende karaktergennemsnittet, der gør sig gældende. Alle ansøgere får besked om optagelse den 28. juli.
FAKTA: Derfor fokuserer vi primært på 1. prioritetsansøgningerne
Når man søger ind via optagelse.dk, kan man søge mere end en uddannelse og vælge flere forskellige studiesteder. I den forbindelse skal man prioritere sine ansøgninger.
Tidligere optog UC SYD en del studerende på en lavere prioritet end 1. prioriteterne, men da mange af de andre professionshøjskoler heller ikke kan fylde deres hold, er der ikke ledige studerende med lavere prioriteringer. Derfor fokuserer UC SYD primært på 1. prioritetsansøgerne, fordi UC SYD er relativt sikre på, at netop disse ansøgninger bliver konverteret til studerende til sommerens optag.