Gå til hovedindhold

Fremgang for uddannelserne i Kolding

Flere ønsker at være pædagoger i Kolding, og det giver en flot fremgang på UC SYD Campus Kolding.

Publiceret:

Natten til fredag fik 221 kommende studerende besked på, at de har fået tilbudt en studieplads på UC SYD Campus Kolding. Det er en fremgang på fem procent i forhold til sidste år, hvor 211 fik tilbudt en studieplads.

Delt ud på uddannelser er der tale om status quo på uddannelsen Grafisk kommunikation, en fremgang på otte procent på Lyddesign og endeligt en fremgang på fem procent på pædagoguddannelsen, der med i alt 136 optagne er langt den største uddannelse på UC SYD Campus Kolding.

- Vi er taknemmelige for hver og en af de studerende, vi får, og jeg er utroligt glad for, at vi i Kolding har to ud af tre uddannelser med fremgang, siger Alexander von Oettingen, der er rektor på UC SYD.

Fremgang er flot, når de nationale tendenser er negative
Overordnet set er det positivt, at der er fremgang i Kolding, når hele UC SYD er faldet med 11 procent, hvilket dog er helt forventet.

- Vi kan se, at ungdomsårgangene er små, og der er en større fraflytning til de større byer, så i det lys er stigningen i Kolding flot, forklarer Alexander von Oettingen og fortsætter.

- Vores campus i Kolding har kun været i drift et par år, og jeg vælger at tro, at fremgangen på pædagoguddannelsen er et udtryk for, at mange unge i Kolding har taget de nye rammer til sig og ønsker at være en del af noget større og det, vi kan tilbyde hos os.

Rektoren lover dog også, at UC SYD i den kommende tid vil fortsætte med at sætte lys på velfærdsuddannelserne.

- Vi arbejder med lokal synlighed og politisk påvirkning, for vi ønsker rigtig meget, at vi får bedre vilkår for alle uddannelsesinstitutioner i hele vores område, og det kan kun lade sig gøre med studerende og ordentlige rammevilkår for uddannelsesdrift, siger Alexander von Oettingen.

En del af arbejdet med at gøre Kolding til et attraktivt sted at studere foregår også sammen med Kolding Kommune via samarbejdet Campus Kolding, og netop samarbejder er vejen frem.

- Jeg tror på, at vi gennem brede samarbejder med kommuner, aftagere, fagforeninger og mange andre kan sikre, at vores campusbyer og uddannelser får en øget attraktivitet, da vi alle medbringer forskellige perspektiver, der på hver sin måde styrker sagen, vurderer Alexander von Oettingen.

Plads til flere
Selv om der er fremgang hos UC SYD i Kolding, er der plads til flere på pædagoguddannelsen. Det er faktisk muligt at melde sig til en uddannelse med start i september nu.

- Nu begynder vi efteroptaget, hvor alle med de relevante uddannelser kan få en studieplads. Men da det langt hen ad vejen er først til mølle, vil jeg anbefale alle, der ønsker en hurtig studiestart, til at melde sig via vores hjemmeside, siger Alexander von Oettingen.

I Kolding er det ikke muligt at blive optaget på Lyddesign og Grafisk Kommunikation, da disse uddannelser er fyldt helt op. Skulle man være interesseret i disse uddannelser må man vente til næste år – eller håbe på, at der kommer en plads på ventelisten.

Læs mere om de ledige studiepladser og standbypladser her.

Læs alle data om dette års tilbudte pladser i denne PDF.