Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD er partner på millionprojekt om overgangen fra dagtilbud til skole

Publiceret:

Håbet er at kunne skabe et dagsordensættende projekt, når UC SYD sammen med bl.a. Designskolen Kolding de kommende år skal forske i, hvordan man laver gode overgange for børn fra dagtilbud til skole. Projektet har netop modtaget 5,9 millioner kroner.

Venskabsrelationer, legefællesskaber og trivsel er i fokus, når UC SYD sammen med bl.a. Designskolen Kolding og Aarhus Universitet fra sommeren 2024 skal forske i, hvordan man giver børn den bedst mulige overgang fra børnehave til skole.

Enhver forælder med børn i skolealderen ved, at skiftet er stort på flere planer. Ikke bare de fysiske rammer ændres – der er også nye rutiner, krav, voksne og kammerater at forholde sig til.

- Der har de senere år været en lidt fastlåst diskussion om skolificering af dagtilbud, altså det at udligne forskellene mellem de to. Håbet med det her projekt er, at vi kan være med til at sætte en ny dagsorden for overgangen mellem dagtilbud og skole med fokus på børns trivsel, venskabsrelationer og legefællesskaber, siger Ane Bjerre Odgaard, docent i æstetik og leg i pædagogisk praksis ved pædagoguddannelsen på UC SYD.

Projektet har netop modtaget 5,9 millioner kroner i støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond inden for programmet ”Læring og trivsel i folkeskolen”. Udover UC SYD, Designskolen Kolding og Aarhus Universitet vil også internationale samarbejdspartnere fra Australien og Norge tage del i det spændende projekt, der sigter mod både teoretiske og empiriske undersøgelser.

Et af UC SYDs store aftryk på millionprojektet bliver den praksisnære forskning, der skal finde sted helt tæt på pædagoger, lærere og børn i dagtilbud og skoler. Helt præcist bliver to skoler koblet på projektet og det er planen, at der i overgangen mellem dagtilbud og skole i foråret 2025 skal afprøves nye praksisformer i det, man i mange kommuner kender som førskole eller forårs-SFO, hvor børnene typisk rykker fysisk fra børnehave til skole i april-maj måned.  

Samarbejde med stort potentiale

Nogen vil måske tænke, at der er tale om et lidt umage samarbejde mellem Designskolen Kolding og UC SYDs pædagoguddannelse, men faktisk er matchet rigtig godt. Det aktuelle projektsamarbejde står da heller ikke alene. Sammen med Syddansk Universitet arbejder UC SYD og Designskolen på skitserne til en ny kandidatuddannelse, der kombinerer pædagogik og design.

- Der er nogle grundlæggende fællestræk mellem design og pædagogik fx det med at være undersøgende, nysgerrig og udviklende. Der kan design og pædagogik helt sikkert noget sammen og i forhold til det forestående projekt er der klart et udviklingspotentiale, som UC SYD virkelig kan få gavn af. Her tænker jeg bl.a. på de kreative designende processer, hvor man hele tiden er klar til at improvisere, er nysgerrig på verden og lader sig forstyrre af den. Der kan man ikke følge en planlagt køreplan, men er nødt til at tænke både divergent og konvergent. Der er simpelthen noget der, der også kan synliggøre pædagogikkens potentialer i virkeligheden, siger Ane Bjerre Odgaard.