Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD sælger markant ejendom i Haderslev

Publiceret:

Der er sat til salg-skilt op foran en af UC SYDs ejendomme i Haderslev. Det længe planlagte salg kommer godt halvandet år efter, at uddannelserne i lyddesign og grafisk kommunikation flyttede til Kolding.  

Står du – eller måske dit firma – og mangler ca. 1.100 kvadratmeter at boltre jer på i Haderslev, så finder du dem muligvis på Lembckesvej 2B. Her sætter UC SYD nu den markante ejendom til salg, der tidligere husede blandt andet uddannelsen i lyddesign.  Netop derfor kan du også se frem til god akustik i de tidligere undervisningslokaler.

Salget af ejendommen sker efter, at Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution i sommeren 2022 flyttede en række efter- og videreuddannelsesaktiviteter samt uddannelserne i lyddesign og grafisk kommunikation til den nyopførte campus i Kolding. Her bor uddannelserne nu side om side i Universitetsparken med blandt andre Designskolen og SDU, der også udbyder en række design- og kommunikationsuddannelser. Det tætte naboskab giver nye faglige muligheder for de studerende på UC SYDs to kommunikationsuddannelser, men det har også efterladt tomme og dyre kvadratmeter på campus i Haderslev. Derfor realiserer UC SYD nu planerne om at sælge en bygning fra.                             

- Det er snart to år siden, at vi rykkede en række uddannelsesaktiviteter til vores nye campus i Kolding for at lade vores studerende blive en del af de kreative uddannelsesmiljøer, som Kolding er kendt for. Samtidig har vi på UC SYD et skarpt fokus på vores økonomi og forsøger løbende at skære til på områder, hvor det ikke direkte påvirker undervisningen, vores studerende eller medarbejdere. Det er derfor helt oplagt og efter planen, at bestyrelsen har besluttet, at vi nu sætter ejendommen til salg, siger økonomichef ved UC SYD, Torben Mark Buch.

Salgsopstillingen på ejendommen Lembckesvej 2B kan meget snart ses hos www.nordicals.dk