Publiceret:
I over et år har særligt professionshøjskolerne ventet på det udspil til reform, som regeringen netop har offentliggjort. På UC SYD bliver der taget særligt varmt imod udspillet.
- Det er en meget ambitiøs reform, der adresserer de rigtige udfordringer og som flugter med det, vi i UC SYD har arbejdet og kæmpet for. Reformudspillet taler direkte ind i den virkelighed, vi har i vores område, og det er en kæmpe sejr for Syd- og Sønderjylland, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen, og fortsætter.
- Vi har sammen med Udviklingsråd Sønderjylland, Education Esbjerg, de syd- og sønderjyske kommuner, og andre parter kæmpet i over et år for at få sat fokus på, at der er brug for en massiv investering i vores uddannelser for at sikre mere undervisning på mindre hold, flere undervisningstimer, vejledning og bedre praktik, og lige præcis de ting er også noget af det, der er kommet med i reformen. På den måde er det en klar sejr for de studerende og hele vores landsdel.
Der er ikke umiddelbart et entydigt regionalt perspektiv i reformudspillet, og derfor fastholder UC SYD et skarpt fokus på de kommende politiske forhandlinger.
- Nu er vi så spændte på, hvordan midlerne konkret udmøntes, og om der fastholdes et regionalt perspektiv, siger Alexander von Oettingen.
Tre hovedpunkter i reformen
Udspillet indeholder en række initiativer, der adresserer de centrale udfordringer som blandt andet er at sikre, at flere vælger en professionsuddannelse og at færre falder fra undervejs.
Reformudspillet står på tre ben, der handler om at styrke uddannelseskvaliteten, skabe flere fleksible uddannelsesforløb og nye muligheder for efter- og videreuddannelse.
- Regeringen vil give flere penge til at udvikle kvalitet på vores uddannelser for at gøre dem mere attraktive, og derudover åbner politikerne også for en styrket mulighed for at uddanne sig hele livet, hvilket vi også ser som en nødvendighed her i Syd- og Sønderjylland, forklarer Alexander von Oettingen og uddyber, at netop fleksibilitet, mulighed for deltid og sporskifte senere i livet er afgørende for at kunne rekruttere nok fagprofessionelle fremover.
Reformudspillet indeholder også, at professionshøjskolerne får lov til at udbyde professionsmasteruddannelser.
- Det betyder, at vi som professionshøjskoler fremover kan udbyde uddannelser på højeste niveau indenfor vores faglighed og at dem, der gerne vil uddanne sig videre, ikke behøver at forlade professionsvejen. Det vil gøre vores professionsrettede uddannelser mere attraktive, vurderer Alexander von Oettingen.
Kortere uddannelser
For at skabe plads til de mere intensiverede forløb med mere kontakt mellem undervisere og studerende samt bane vejen for uddannelse hele livet igennem, lægger regeringen op til en forkortelse af professionsbacheloruddannelserne med tre måneder - svarende til 15 ECTS.
- Der er et enormt fokus på, at uddannelse ikke kun handler om starten men om hele ens karrierevej, da forskellige arbejds- og livsfaser kalder på forskellige kompetencer. Dermed kan de fagprofessionelle, være opdaterede med den nyeste viden, såfremt de selv søger og ønsker det, vurderer Alexander von Oettingen og uddyber.
- Jeg ser det derfor ikke som en forkortelse af uddannelser men som en intensivering i starten og en langstrakt uddannelsesmulighed gennem hele den professionelle karriere. Så det er ikke mindre uddannelse, men mere uddannelse på en mere intelligent måde, da det svarer til de behov, vi har.
Indfasning over fem år
At ændre en hel uddannelsessektor er noget, der tager mange år. Derfor skal man heller ikke forvente, at der allerede fra næste sommer er meget store ændringer på alle uddannelser.
- Vi forventer, at regeringen peger på, at vi skal reformere pædagog,- socialrådgiver,- og sygeplejerskeuddannelserne først for derefter om nogle år at kigge på eksempelvis læreruddannelsen, der netop har været igennem en reform, siger rektoren og slår fast, at det hele dog skal være færdigt inden for fem år.
- I 2030 skulle vi gerne være færdige med indfasning af de nye uddannelsesformater, og da det også passer med, hvornår reformerne på ungdomsuddannelserne er indfaset, forklarer Alexander von Oettingen.
Ingen ændringer for høringsramte uddannelser
Selv om professionshøjskolerne i hele landet allerede fra næste år får flere penge, betyder det ikke, at UC SYD trækker høringerne vedrørende berosættelser og lukning af uddannelser tilbage.
- Nej, for de ekstra penge, vi får ind med reformen, skal gå til at øge kvaliteten på vores uddannelser, hvilket også koster noget. Vi kan ikke bruge pengene på at redde uddannelser, der har det økonomisk svært, forklarer rektoren og angiver, at det i givet fald vil være imod intentionerne med den nye reform.
Læs hele reformudspillet her: Ny reform skal få flere til at vælge en professions- eller erhvervsrettet videregående uddannelse — Uddannelses- og Forskningsministeriet.