Publiceret:
Efter VUC Syds konkurs har en række studerende været studiemæssigt hjemløse i Haderslev. Forstået på den måde at der skulle findes egnede lokaler, hvor de kunne modtage den undervisning, de havde meldt sig til. Hurtigt efter VUC Syds konkurs kom det frem, at IBC overtager undervisningen, og i dag har UC SYD og IBC indgået en aftale, der betyder, at de nye IBC-studerende flytter ind på Lembckesvej 3, lige præcist hvor VUC Syd havde tænkt sig at flytte ind.
- Det er en enormt god nyhed for alle de studerende, for Haderslev by og for UC SYD, at vi nu har landet den aftale med IBC, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen.
Sagen er den, at mange af de studerende på VUC generelt set fortsætter i en professionsuddannelse, og derfor giver det god mening, at de nu alligevel kan flytte ind på Campus Haderslev.
- Vi har en egnet tom bygning, som var gjort klar til de studerende, og jeg er sikker på, at vi gennem nærheden med hinanden kan sikre gode overgange, når de studerende er færdige med studierne hos IBC, uddyber Alexander von Oettingen.
Gode uddannelsessamarbejder
Uddannelsesmuligheder og valg af uddannelse er noget, der betyder rigtigt meget hos mange mennesker, og særligt muligheden for at skabe gode glidende overgange mellem uddannelsesinstitutionerne helt lokalt er en stor fordel.
Derfor er der hos IBC også glæde at spore over aftalen.
- Jeg er rigtig glad for, at vi nu endeligt kan fortælle vores nye studerende, at de har et godt fysisk sted at møde ind på deres uddannelse, og at de flytter ind på en campus som den i Haderslev, er kun en fordel for alle, da vi kan sikre gode studiemiljøer og kontinuitet i uddannelserne, siger administrerende direktør på IBC, Jens Gamauf Madsen.
Generelt er Haderslev Kommune også glade for at kunne tilbyde en vifte af videregående uddannelser, da alle undersøgelser viser, at mange af de lokale studerende også fortsat vil blive boende tæt på deres uddannelsessted efter endt uddannelse. Derfor er der også fra politisk hold en lettelse.
- Det er vigtigt for os som kommune at sikre, at vi har gode tilbud til alle, og med aftalen mellem IBC og UC SYD er vi i hvert fald et skridt på vejen i forhold til at sikre, at Haderslev også i fremtiden er en attraktiv by at uddanne sig og bo i, siger Mads Skau, som er borgmester i Haderslev Kommune.
De nye studerende fra IBC flytter ind mandag den 19. august og kan dermed komme i gang med den nye vej, de har ønsket sig, siden de før sommerferien søgte ind på deres uddannelser.