Maria Thorup er 24 år og bor i Sønderborg. Hun læser til sygeplejerske på UC SYD’s campus i Aabenraa. Og hun er ikke i tvivl om, at hun har valgt den helt rette vej.
Har lært mere om sig selv
Da Maria startede på sygeplejerskeuddannelsen var det dog ikke alle dele af sygeplejefaget, hun så frem til. Eksempelvis havde hun betænkeligheder ved at skulle behandle sår. Men hun fandt ud af, at det ikke er det samme at læse om noget i en bog, og så at opleve det i virkeligheden.
Hver gang Maria har været i praktik, har hun lært mere om sygeplejefaget. Hun har fået en større forståelse for sygeplejerskens rolle og de forskellige arbejdsopgaver, der er på en afdeling. Og derfor ser hun store fordele i den sammenhæng, der er mellem praktik og teoretisk undervisning.
Elsker simulationsundervisning
På campus er der simulationslokaler, hvor Maria og hendes medstuderende kan øve sig på det at være sygeplejerske. Her er der eksempelvis en dukke, som underviserne kan styre fra et lokale ved siden af – de kan tale gennem dukken, styre tallene på skærmen, og der kan komme blod gennem årene. Det gør det meget virkelighedstro - og Maria glæder sig altid til, at der står simulationsundervisning på skemaet.
Vil læse videre
Marias drøm er at blive sundhedsplejerske, og derfor ved hun allerede nu, at hun vil læse videre og gå efter at få denne drøm opfyldt. Men hun har i løbet af sin uddannelse også fået øjnene op for andre områder, som hun førhen var overbevist om, at hun ikke skulle arbejde med.
Læs mere om sygeplejerskeuddannelsen
På UC SYD kan du læse til sygeplejerske i Esbjerg og Aabenraa. Du har også mulighed for at læse til sygeplejerske på netuddannelsen.