Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Grafisk Kommunikation

Studieportræt

Prisvinder og studerende på grafisk kommunikation

Publiceret:

Pernille Bordinggaard Madsen, studerende i grafisk kommunikation ved Skolen for Visuel Kommunikation, vandt Creative Circle Award 2024 for plakaten ”Kram” i kategorien "Our Sustainable Future – Poster". Her deler hun sin vej mod prisvindende design gennem uddannelse og praktik.

 

Fakta

Pernille Bordinggaard Madsenstuderer Grafisk kommunikation ved UC SYD. 

Hun begyndte på Skolen for Visuel Kommunikation hos UC SYD i sommeren 2022.  

I 2024 vandt hun Creative Circle Award for plakaten ”Kram” i kategorien "Our Sustainable Future – Poster".

Hvordan var det at modtage Creative Circle-prisen? 

- Jeg var overrasket og meget glad. At komme på shortlisten var stort i sig selv, men at vinde en pris føltes som en stor anerkendelse. Uddannelsen er meget baseret på learning by doing, og derfor føles det ekstra specielt at få feedback og anerkendelse fra erfarne folk i branchen.

Hvad var dit brief, og hvordan kom du frem til din løsning?

- Plakaten blev skabt på skolen som en del af et undervisningsforløb i forbindelse med konkurrencen ”Our Sustainable Future”, arrangeret af Creative Circle. Briefet lød på at designe en plakat med temaet World Peace Day – en forholdsvis åben opgave. Efter noget research besluttede jeg mig for at skabe et kram. Et kram er for mig et symbol på samhørighed, kærlighed, forenelighed og forsoning. 

Mit visuelle koncept blev inspireret af Matisses papirudklip, og mit første forsøg var derfor også et udklip. Jeg arbejdede med silkepapir for at opnå en transparens, der visuelt skulle understrege den forenelighed og forsoning, som ligger i et kram. Da jeg hurtigt fandt frem til et motiv, havde jeg mulighed for at eksperimentere med andre metoder. På skolen har vi et kreativt værksted, hvor der blandt andet er udstyr til silketryk. Her brugte jeg en lys farve oven på en mørk og opnåede den transparens, jeg ønskede i billedet.

 

Studieportræt, Pernille Grafisk Kommunikation
Opgaven til plakatkonkurrencen lød ”Lav en fredsplakat. Du vælger selv, hvordan du vil tolke ord “fred”. Det kan være alt fra “global peace” til “inner peace”. Plakaten skal gøre folk opmærksom på, at den 21. september er fredsdag”. Pernille Bordinggaard Madsen sendte sit ”Kram ind til konkurrencen”.

Hvad håber du, beskuerne tænker og føler, når de ser din plakat?

- Jeg håber, at dem, der ser min plakat, fornemmer den forenelighed, jeg har forsøgt at illustrere. Og vigtigst af alt: At de bliver mindet om, at vi når længst med åbenhed og venlighed. Der er intet så forsonende som et kram, og for mig er krammet et stærkt symbol på fred mellem mennesker.

Hvorfor valgte du at søge ind på uddannelsen? 

- Jeg savnede noget kreativt i min tidligere uddannelse. Jeg er et visuelt menneske med et stort behov for at indrette mine omgivelser visuelt. Da det kreative manglede, måtte jeg finde en anden vej. Grafisk kommunikation fangede min interesse, fordi det kombinerede kommunikation og visuelle løsninger.

Hvad håbede du, uddannelsen kunne give dig? 

- Jeg ønskede at få en faglig baggrund for mine designbeslutninger og blive bedre til at formidle visuelt.

Hvad er det bedste ved uddannelsen? 

- Det er inspirerende at møde mange dygtige folk fra de kreative-, design- og kommunikationsbrancher, som har specialiseret sig i forskellige retninger. Uddannelsen giver også en bred introduktion til mange emner, hvilket både er givende og udfordrende. Jeg har lært at acceptere, at jeg ikke behøver at mestre alt. Uddannelsen giver et virkelig godt og bredt fundament, og man kan derefter fokusere ekstra på de områder, man er mest passioneret omkring, eller opdager, at man har kompetencer og talent for.

Forberedte du dig på nogen måde, inden du søgte ind? 

- Jeg havde ingen formel erfaring, hvilket skræmte mig lidt, da jeg vidste, at forberedende kurser og et godt kendskab til forskellige programmer kunne være en fordel. Men jeg brugte tid på at researche, se YouTube-videoer og samle inspiration på Pinterest for at lave en portfolio. Heldigvis lykkedes det.

Hvordan oplever du praktikperioden? 

- Jeg er i praktik på et lille designbureau, Ineo Designlab i Aarhus, hvor jeg er blevet taget godt imod. Praktikken giver mulighed for at øve sig, få feedback fra erfarne kollegaer og arbejde med opgaver fra start til slut. Det har været meget lærerigt.

Hvad kan grafisk kommunikation? 

- Grafisk kommunikation åbner op for en ny verden, hvor man kan formidle komplekse budskaber med få visuelle midler. Det visuelle påvirker, hvordan vi opfatter et budskab og et brand. Jeg har lært at lægge mærke til design i hverdagen, fra butiksskilte til emballage.

Hvad er din drøm for fremtiden? 

- Jeg drømmer om et sundt og godt arbejdsmiljø tæt på min bopæl. Jeg har ikke nødvendigvis ambitioner om at arbejde på de store bureauer, men jeg fortryder ikke valget af en kreativ uddannelse.

Hvad er dit råd til dem, der overvejer at søge ind? 

- Tag en chance, selvom du måske ikke føler dig kvalificeret. Du kan lære meget ved at researche og lade dig inspirere af andres arbejde. Flyt til Kolding, hvis du bliver optaget – pendling kan være tidskrævende og hårdt.  

Portfolio

Se Pernille Bordinggaard Madsens portfolio her 

Om Creative Circle

Creative Circle arbejder for at højne kreative standarder og inspirere. Konkurrencen "Our Sustainable Future" udfordrer unge under 30 og studerende til at skabe film eller plakater om globale emner. 

Grafisk kommunikation er én af fire uddannelser på UC SYD Kolding, som har campus midt i byen. Søg ind på Grafisk kommunikation via kvote 2 med frist den 15. marts kl. 12.00. Læs mere her https://grafiskkommunikation.dk/  

Visuel kommunikation

Uddannelsen for Grafisk Kommunikation

Grafisk kommunikation

Vil du skabe kreative kampagner og professionelt grafisk design på tværs af medier? Tag uddannelsen i grafisk kommunikation og lær at formidle visuelt.

Kilder:

  • Bannerbillede: Pernille Bordinggaard Madsen (midten med kasket) fra Grafisk kommunikation hos UC SYD Kolding på scenen for at modtage hæder for deres posterdesigns til konkurrencen Our Sustainable Future. Foto: Dorte Nielsen / Creative Circle (https://creativecircle.dk/